Gå til indhold

Mørket

Et af de vanskeligste problemer i vor tid er bestemt den indviklede labyrint af teorier.

Det er indiskutabelt, at antallet af pseudo-esoteriske og pseudo-okkulte skoler er steget enormt på det seneste.

Handlen med sjæle, bøger og teorier er skræmmende, og det er sjældent, at nogen i sandhed finder den hemmelige vej i spindelvævet af så mange modstridende ideer.

Det mest alvorlige af det hele er den intellektuelle fascination; der er en tendens til udelukkende at nære sig intellektuelt med alt, hvad der kommer ind i sindet.

Intellektets vagabonder nøjes ikke længere med hele den subjektive og generelle boghandel, der findes på bogmarkederne, men fylder sig nu, som om det ikke var nok, også med den billige pseudo-esoterisme og pseudo-okkultisme, der findes overalt som ukrudt.

Resultatet af alle disse jargon er den åbenlyse forvirring og desorientering hos intellektets slyngler.

Jeg modtager konstant breve og bøger af alle slags; afsenderne spørger som altid ind til den ene eller den anden skole, den ene eller den anden bog, og jeg begrænser mig til at svare følgende: Lad den mentale lediggang ligge; det er ikke vigtigt for dig, hvordan andres liv er, opløs nysgerrighedens dyriske jeg, du skal ikke bekymre dig om andres skoler, bliv seriøs, kend dig selv, studer dig selv, observer dig selv osv., osv., osv.

Det vigtigste er virkelig at kende sig selv dybt ned i alle sindets niveauer.

Mørket er ubevidsthed; lyset er bevidsthed; vi må lade lyset trænge ind i vores mørke; lyset har naturligvis magt til at besejre mørket.

Ulykkeligvis er folk selvindespærret i deres eget sinds ildelugtende og beskidte miljø og tilbeder deres kære ego.

Folk vil ikke indse, at de ikke er herre over deres eget liv; hver person er bestemt kontrolleret indefra af mange andre mennesker, og jeg henviser eftertrykkeligt til hele den mangfoldighed af jeg’er, vi bærer indeni.

Tilsyneladende placerer hvert af disse jeg’er det, vi skal tænke, i vores sind, det, vi skal sige, i vores mund, det, vi skal føle, i vores hjerte osv.

Under disse forhold er den menneskelige personlighed ikke mere end en robot, der styres af forskellige personer, der strides om overherredømmet og stræber efter den højeste kontrol over den organiske maskines kapitalcentre.

I sandhedens navn må vi højtideligt bekræfte, at det stakkels intellektuelle dyr, der fejlagtigt kaldes menneske, selvom det tror, at det er meget afbalanceret, lever i en fuldstændig psykologisk ubalance.

Det intellektuelle pattedyr er på ingen måde ensidigt, for så ville det være afbalanceret.

Det intellektuelle dyr er desværre mangefacetteret, og det er bevist til overmål.

Hvordan kunne den rationelle humanoide være afbalanceret? For at der kan være perfekt balance, er der behov for en vågen bevidsthed.

Kun bevidsthedens lys, der ikke rettes fra vinklerne, men fuldt ud centralt mod os selv, kan afslutte kontrasterne, de psykologiske modsætninger og etablere den sande indre balance i os.

Hvis vi opløser hele det kompleks af jeg’er, som vi bærer indeni, kommer bevidsthedens opvågnen og som en sekvens eller et korollar den sande balance i vores egen psyke.

Desværre vil folk ikke indse den ubevidsthed, de lever i; de sover dybt.

Hvis folk var vågne, ville hver enkelt føle deres næste i sig selv.

Hvis folk var vågne, ville vores næste føle os indeni sig.

Så ville krige naturligvis ikke eksistere, og hele jorden ville i sandhed være et paradis.

Bevidsthedens lys, der giver os sand psykologisk balance, kommer til at placere hver ting på sin plads, og det, der før var i indre konflikt med os, forbliver faktisk på sin rette plads.

Massernes ubevidsthed er så stor, at de ikke engang er i stand til at finde sammenhængen mellem lys og bevidsthed.

Lys og bevidsthed er utvivlsomt to aspekter af det samme; hvor der er lys, er der bevidsthed.

Ubevidsthed er mørke, og sidstnævnte findes i vores indre.

Kun gennem psykologisk selvobservation tillader vi lyset at trænge ind i vores eget mørke.

“Lyset kom til mørket, men mørket forstod det ikke”.